Medikaminahåndbog - Almen del

Skrevet af Louise Rolin, SKA | 20 september 2011
Publiceret i Medikamina

Kapitel 13. Kvalme og opkastning ved kemoterapi

SKA Symptombehandling, Kvalme og opkastninger ved medicinsk kræftbehandling, 2011

13.1 Definition

13.2 Andre årsager til kvalme og opkastning hos patienter med cancer

Ved akut kvalme og opkastning er der sjældent differentialdiagnostiske vanskeligheder. Ved længerevarende kvalme og opkastning bør andre årsager overvejes.

Disse kan omfatte:
Strålebehandling (inkl. radiosensitizers), infektioner (udbredt mucositis, gastritis/enteritis, pancreatitis, peritonitis, meningoencephalitis m.v.), metaboliske forstyrrelser (ketoacidose, uræmi, binyrebarkinsufficiens, f.eks. efter seponering af længerevarende steroidbehandling), elektrolytforstyrrelser (hypercalcæmi, hypomagnesiæmi), obstipation, cancer anoreksi kakeksi syndrom, gastrointestinal obstruktion, metastaser (specielt til hjerne og lever), ascites, paraneoplasier, anden emetogen medicin (specielt opioider og antibiotika).

13.3 Antiemetika

Akut kvalme og opkastning: 5-hydroxytryptamin (serotonin) type 3 (5-HT3) receptor antagonister, kortikosteroider og (fos)aprepitant administreres før behandling.

Sen kvalme og opkastning: 5-HT3 receptor antagonister har beskeden effekt og bør ikke anvendes rutinemæssigt udover første dag. Eneste stof med sikker effekt er palonosetron, der kun administreres dag 1. Kortikosteroider gives to gange dagligt (morgen og tidlig eftermiddag), aprepitant gives én gang dagligt dag 1-3, men kan også administreres intravenøst som fosaprepitant dag 1 efterfulgt af aprepitant dag 2 og 3 eller som en engangsdosis dag 1 (ved cisplatin) uden aprepitant dag 2 og 3. Dopaminantagonister administreres 3–4 gange dagligt. Anvendes i dag næsten kun som ”rescue” antiemetika, hvis de øvrige ikke har tilstrækkelig effekt. Er der kontraindikation mod steroider, har undersøgelser dog vist at metopimazin har effekt i samme størrelses-orden som steroid, når det anvendes som tillæg til en 5-HT3 receptor antagonist.

13.4 Behandling

Anbefalingerne gælder for patienter, der ikke tidligere har fået behandling. Ved efterfølgende behandlinger justeres antiemetika om nødvendigt. Antiemetika gives profylaktisk 30–60 minutter før start af behandling. Orale og intravenøse antiemetika har same effekt. Har en patient kvalme før start på kemoterapi, bør antiemetika dog administreres intravenøst.

13.5 Relative emetogene risiko ved medicinsk kræftbehandling

Risikoen for at kaste op ved 1. behandling, såfremt der ikke gives antiemetika.

a) Ondansetron p.o. gives x 2 ved moderat emetogen kemoterapi. Intravenøs dosis er 8 mg. Patienter der vejer mere end 80 kg doseres med 0.15 mg/kg i.v., max 32 mg.

b) Intravenøs dosis af granisetron er 1 mg.

c) Ikke til intravenøs brug.

d) Intravenøs administration som 24 timers kontinuerlig infusion 35 mg/m2, max 70 mg.

e) Dosis er kun evidensbaseret for intravenøs dexamethason i første døgn. Ved cisplatininduceret kvalme og opkastning gives én dosis på 20 mg i.v. og ved cyclophosphamid/ antracyklin-baseret kemoterapi én dosis på 8 mg i.v. før kemoterapi. Kortikosteroider gives x 2 dagligt mod sen kvalme og opkastning. Orale doser samme som intravenøse.

f) Kun til intravenøs brug.

g) Aprepitant metaboliseres via CYP3A4 og metaboliseringen af en række stoffer kan blive påvirket. Når dexamethason administreres sammen med aprepitant bør dosis nedsættes til 12 mg dag 1 (i stedet for 20 mg) og til 8 mg x 1 (i stedet for x 2) de næste dage.

h) Fosaprepitant er et intravenøst prodrug af aprepitant. Samtidig administration af dexamethason, se g).

a) Hvis der ikke anvendes aprepitant bør palonosetron foretrækkes som serotoninantagonist.

b) De orale stoffer har det laveste emetogene potentiale i den pågældende gruppe. Et enkelt antiemetikum er ofte tilstrækkelig profylakse. Til patienter i behandling med daglig imatinib anbefales kun antiemetika ved behov.

c) De orale stoffer inducerer sjældent sen kvalme og opkastning. Der anbefales derfor ikke rutinemæssigt antiemetika efter dag 1.